10 gode grunde til at skifte til nye, DVV-mærkede vinduer:

10. Vælg vinduer med høj kvalitet og garanti

dvv_gode_grunde_10

DVV, Det danske kvalitets- og garantimærke for vinduer og yderdøre sikrer forbrugeren vinduer af høj kvalitet, med flot finish og fem års garanti.

I Danmark har vi en rig og varieret facadearkitektur. Lige fra bindingsværkshuse med bondehusvinduer, over store karreer med dannebrogsvinduer i de større byer, forbi det ikoniske parcelhus fra 70’erne til nybyggede minimalistiske bygninger med store vinduespartier.

Derfor er det heller ikke det samme design, en dansk bolig- eller bygningsejer kigger efter, når vinduerne står for en udskiftning. Men starter man udvælgelsen af de nye vinduer ved at kigge blandt de mange DVV-certificerede produkter, som findes, er man godt på vej.

Designet til det danske klima

Som om arkitektur, skrappe energikrav og langfingrede tyveknægte ikke var nok for vinduesbranchen at holde fokus på, er den frivillige branchestandard, DVV, udarbejdet specielt til det danske klima. For på grund af både megen fugt, kulde og blæst er det danske vejr noget af det hårdeste for vinduer. Samtidig stiller danske forbrugere meget høje krav til kvalitet og finish.

Alle disse hensyn og krav er den udfordring, branchen har taget imod, og som har resulteret i det mærke, der i udlandet og herhjemme er kendt for høj kvalitet og flot finish: DVV-mærket.

Skrappe energikrav

Danmark er et af de lande i verden, der stiller de skrappeste krav til vinduers energiegenskaber. Hele tre gange er kravene strammet med 25 procent – alene siden 2009. Det er stramninger, som er sket i et samarbejde med brancheforeningen VinduesIndustrien, og det betyder, at kravene i dag er blandt verdens skrappeste. Siden februar 2021 er det således et krav, at et vindue lukker mindst lige så meget gratis solvarme ind, som der slipper ud den anden vej.

Forskelligt design – ensartet høj kvalitet med garanti

Når et vindue eller en yderdør er DVV-mærket, betyder det, at producenten er underlagt en fabrikskontrol, foretaget af et uvildigt kontrolorgan 1-2 gange om året. Her bliver virksomhedens kvalitetsstyring og færdige elementer kontrolleret for, om de opfylder de krav til for eksempel konstruktion, ydeevne, materialer og overflader, som er specificeret i VinduesIndustriens Tekniske Bestemmelser for DVV.

Skulle der mod forventning være fejl eller mangler ved produkterne, vil de vise sig med det samme eller indenfor de første par år. Hvis vinduerne er produceret af en DVV-certificeret vinduesproducent, er forbrugerne sikret en totalgaranti i 5 år gennem VinduesIndustriens garantiordning. Kan parterne ikke blive enige eller er vinduesproducenten gået konkurs, kan forbrugeren klage til Byggeriets Ankenævn mod et beskedent gebyr og derigennem gøre krav på erstatning. Kun ganske få boligejere får dog nogensinde behov for at gå så langt.

For boligejere betyder DVV tryghed i vinduesvalget.

Download som PDF.

Kort om DVV og VinduesIndustrien

VinduesIndustrien er en dansk brancheforening for vinduesproducenter med produktion i Danmark og udlandet. Foreningens 46 medlemsvirksomheder tegner sig for mere end 90 procent af omsætningen af vinduer i Danmark.

Foreningen har sit eget kvalitets- og garantimærke, DVV (Dansk Vindues Verifikation). DVV-mærket dokumenterer, at virksomhedens produkter opfylder en lang række kvalitetskrav til materialer og konstruktioner. Alle virksomheder i ordningen bliver certificeret og kontrolleret af et uvildigt certificeringsorgan.

Gå til VinduesIndustriens hjemmeside