10 gode grunde til at skifte til nye, DVV-mærkede vinduer:
9. Nye vinduer har lang levetid – igen
De vinduer, de DVV-certificerede vinduesproducenter fremstiller i dag, holder længere end gennemsnitlige vinduer fra 80’erne, for eksempel. En af årsagerne er, at producenterne næsten udelukkende bruger kernetræ. Igen.
Takket være den produktudvikling, som er foregået indenfor rammerne af den danske kvalitetsstandard DVV siden slutningen af 90’erne, har nye vinduer i dag en lang levetid i forhold til for blot 30 år siden. Samtidig er vinduernes energiperformance så god, at det bliver svært at forbedre den i mange, mange år fremover.
Nye måder at bruge materialerne på
For eksempel er der udviklet nye måder at bruge materialerne på, så det i dag blandt andet er muligt at købe vinduer med træ indvendigt og aluminium udvendigt og evt. materialer i midten, som bryder kuldebroer – de såkaldte træ-/aluvinduer, hvor en aluminiumsskal udvendigt på vinduet beskytter træet mod vind og vejr.
Men også plastvinduer har gennemgået en markant udvikling med nye slankere profiler i dansk design, så det er muligt at fremstille plastvinduer med samme tykkelse og profilering af karm, ramme og eventuelle sprosser, som hvis det havde været vinduer fremstillet af træ eller træ/alu.
Øget fokus på materialers kvalitet
En anden årsag til nye vinduers lange levetid er en forbedret materialekvalitet.
For trævinduers vedkommende har branchen gennem kvalitets- og garantiordningen DVV forpligtet sig til at anvende minimum 90 procent kernetræ i de udvendige dele af vinduerne, lige som det var kotyme frem til midten af 1900-tallet. Da kernetræ er meget mere fugtstabilt end splintved, holder det i flere år. Samtidig behøver træet ikke at blive imprægneret med kemikalier, lige som det heller ikke behøver at blive malet så ofte.
Hvis man vil være sikker på at få trævinduer fremstillet af kernetræ, skal man vælge 2ØKO-behandlede vinduer. Det er nemlig branchens egen betegnelse for trævinduer fremstillet af min. 90 % kernetræ med miljøvenlig overfladebehandling.
I dag bruger vinduesproducenterne fingerskarret og lamineret træ, hvilket betyder, at knaster og andre skønhedsfejl skæres væk fra træet, som limes og skarres sammen igen. Også denne proces er underlagt skrappe produktions- og kvalitetskrav, som betyder, at træet er mere stabilt end tidligere tiders massivtræ, og derfor ikke revner eller slår sig i nært samme omfang.
Kvaliteten for plastvinduer har også taget et betydeligt spring ved at producenterne i dag anvender recirkulérbart materiale med en UV-stabilisator, så profilerne ikke gulner med tiden.
Fem års garantisikring
På grund af de skrappe krav til materialernes kvalitet og produktionsstyringen under fremstilling af DVV-mærkede vinduer, er det naturligt for virksomhederne i DVV-ordningen at give en fælles garantisikring, som gælder for alle DVV-mærkede produkter i fem år. Skulle der mod forventning opstå problemer med et vindue, og producenten ikke kan eller vil dække udgifterne til reparation eller udskiftning, dækker DVV-garantien udgifter til den private forbruger.
Alle vinduer skal vedligeholdes
Selvom der som nævnt i dag findes vinduer, som ikke har brug for ret meget vedligeholdelse, skal alle vinduer med jævne mellemrum dog have smurt hængsler og beslag. Man må heller ikke glemme at vaske plast- og aluminiumsvinduer udvendigt på karm og ramme en gang imellem. Så holder de bedre i mange år fremover.
Statens Byggeforskningsinstitut, BUILD, vurderer i sine levetidstabeller vinduer af træ, træ/alu og plast til at have en levetid på 50 år.
Kort om DVV og VinduesIndustrien
VinduesIndustrien er en dansk brancheforening for vinduesproducenter med produktion i Danmark og udlandet. Foreningens 46 medlemsvirksomheder tegner sig for mere end 90 procent af omsætningen af vinduer i Danmark.
Foreningen har sit eget kvalitets- og garantimærke, DVV (Dansk Vindues Verifikation). DVV-mærket dokumenterer, at virksomhedens produkter opfylder en lang række kvalitetskrav til materialer og konstruktioner. Alle virksomheder i ordningen bliver certificeret og kontrolleret af et uvildigt certificeringsorgan.