Åbnefunktion
En åbnefunktion beskriver en måde at åbne et vindue. Åbnefunktionerne kan inddeles i to hovedkategorier, udadgående og indadgående.
De mest normale former for udadgående åbnefunktioner
- Sidehængt: Vinduet åbner om en lodret akse helt ude i siden, og vinduet vil normalt være højere, end det er bredt. Sidehængte vinduer kan ikke pudses indefra.
- Sidestyret: Vinduet åbner om en lodret akse ude ved den ene side. Et sidestyret vindue er normalt højere, end det er bredt, men det kan godt pudses indefra.
- Tophængt/topstyret. Vinduet åbner om en vandret akse i toppen. Det er normalt svært at pudse indefra.
- Topvende. Vinduet åbner om en vandret akse midtpå, og det giver mulighed for, at rammen kan vendes helt rundt, når vinduet skal pudses.
De mest normale typer af indadgående vinduer
- Sidehængt/drejefunktion. Vinduet åbner om en lodret akse helt ude i siden. Vinduet kan pudses indefra.
- Bundhængt/kip-funktion. Vinduet åbner om en vandret akse helt nede i bunden. Vinduet er normalt svært at pudse indefra, men det giver god mulighed for at skabe baggrundsventilation i form af en ventilations åbning i toppen af vinduet.
- Side-/bundhængt. Vinduet har både dreje- og kipfunktionen.
Endelig kan man også få faste vinduer, som ikke kan åbnes.